23/3 Psykiatrisk afdeling

Hej Venner

Tak for en dejlig dag på psykiatrisk afdeling i Vejle. 🫶🏾Der er stadig lang vej til en værdig psykiatri. Men alle de frivillige, peers og de omsorgsfulde medarbejdere fortjener et kæmpe kram - I gør en stor forskel i andre menneskers liv og det holder jeg meget af jer for. ❤️
I de sidste 17 år har mødt titusindvis af mennesker. som kæmper med psykisk sygdom, pårørende og fagpersoner. Det har, sammen med mit eget forløb, givet mig et stort indblik, en kærlighed og en lyst til at blive ved med at kæmpe for en mere værdig psykiatri.
Det er uretfærdigt at de der ligger ned er dem der er tvunget til at råbe højst for at få hjælp. Det må vi andre gøre på hinandens vegne når vi kan. (Dette gælder alle steder hvor en gruppe bliver glemt, gemt væk eller diskrimineret)

Fortællekoncert: Da jeg var 16 år blev jeg syg med anoreksi og selvskade. Min familie og jeg oplevede hvor svært det var at få hjælp i psykiatrien da vi fik brug for den.
Jeg kom helt derud hvor en læge meddelte mine forældre og mig “jeg tror ikke du overlever dagen ud”, før jeg fik en sengeplads i psykiatrien. Jeg havde alvorlige selvmordstanker, blev tvangsfodret med sonde og i perioder havde jeg en “fast vagt” under min indlæggelse.
Min dagbog og sangskrivning blev min vej tilbage til livet. Som 18 årig udskrev jeg mig selv. Jeg skrev og spillede musik de fleste vågne timer og det blev min måde at forstå mig selv, mine symptomer og mine drømme om et liv på. Jeg fandt en dyb livslyst og meningsfuldhed i at forsøge at sætte ild til andres skam og ensomhed.
Jeg blev helt rask da jeg var 18 år. En måned efter min udskrivelse (i 2008) begyndte jeg at tage ud på skoler, foreninger mm og fortælle og spille mine sange.
I 17 år har jeg talt højt om psykisk sårbarhed og sygdom, forsøgt at være med til at mindske tabuet, lyse på de dygtige foreninger vi har og råbe politikere op omkring de mangelfulde forhold i psykiatrien, for de indlagte, de pårørende og medarbejderne.

Kram M